Hey der folkens.

Som mange af jer nok ved, så blev Helene og jeg gift d. 21/4 2012. På vores 6 års dag. Kan ikke føle den store forskel, men har da fået ring på, hyggede med en masse mennesker og sådan.
Udover det, har vi stakkevis af drikkevarer og snolder der ikke blev spist/drukket til brylluppet. Folk jeg kender er åbenbart nogle svagspisere/svagdrikkere. Så nu har vi bare en masse herhjemme til de kommende vaffel-aftener og hygge dage. 🙂
Vi venter stadig på billeder fra Fotografen, så lad være med at spørge hvor de bliver af.

Og så blev jeg også kørt ned, tirsdagen inden mit bryllup. Ja, pænt uheldigt. Ifølge lægerne på SydVestJysk Sygehus Esbjerg er der intet brækket eller varige mén, men jeg synes jeg kan mærke noget der ikke er helt rigtig i mit ene knæ, så det vil jeg have undersøgt inden længe hvis det bliver ved.
Udover det har jeg bare et par skrammer og lidt svimmelhed og hovedpine en gang imellem. (PS: Er ikke sjovt at ligge på sygehuset uden at kunne spise noget).

Hvad er ellers nyt? Nå jo, vi er ved at flytte lidt rundt herhjemme. Brylluppet gav os lidt penge i kassen, så vi har købt vores egen vaskemaskine. Så slipper vi nemlig for at blive irriteret hver gang nogle har taget vores reserverede vasketid i kælderen. Udover det er planen at vi skal have ny sofa, bord og seng inden så længe.
Helenes gamle prinsesse seng (den hvide med den gode madras) har vi givet væk til nogle der faktisk kunne bruge den. Det gør at vi har en masse plads på altanerne, så der er vi også i gang med at flytte lidt rundt.

Har også købt ny computer. Selvom det er ved at være lidt tid siden (var først i April). Har dog ikke købt en samlet computer, har købt en masse dele til den og så selv samlet den. Er utroligt hvad man faktisk kan få for 6000 kr. Nåede at have den samlet og klar til “Birkekrattet Connect(tm)“, så det var jo bare fjong.

Min hjemmeside er også blevet opdateret lidt. Har lige nu kun Strit Productions på den, men tjek den ud. Alle mine film ligger der med links til YouTube.

Så tror jeg ikke der var mere fra hjemmefronten lige nu.

Peace out!
Strit